Et eksklusivt arrangement hos Games in a Box, hvor du og dine gæster har spilkasserne og lokalerne helt for jer selv.
Vi står klar i døren hos Cafe Folkeven til at byde jer velkommen – ligegyldigt hvilken begivenhed der skal markeres eller fejres. Det kan både være en lille hverdagssejr eller en stor milepæl. som du har set frem til i måneds- eller årevis. Uanset udgangspunktet, er vi sikre på, at du og dine gæster står tilbage med et fælles minde, som I kan leve højt på længe. Dét bliver et event, som I sent vil glemme.
Du og dine gæster får lov til at boltre jer med spilkasserne på Cafe Folkeven efter lukketid. Dette giver jer et intimt og personligt rum, hvor I ikke skal tage hensyn til eller bekymre jer om andre.
Vores dedikerede medarbejdere tager imod jer ved ankomst og guider jer trygt igennem hele spilprogrammet. Vi sladrer selvfølgelig ikke, hvis vi også skal give jer en hjælpende hånd undervejs. Det er en hemmelighed, som vi tager med os hele vejen i spilgraven.
Hos Games in a Box er programmet aldrig fastlagt på forhånd. Vi har mulighed for at strikke et arrangement sammen efter lige netop dine ønsker. Vi kan finde hele spilrepertoiret frem, så I har fri leg fra start til slut, men vi kan også forberede nervepirrende konkurrencer. Her dyster flere hold i identiske spilkasser, og til sidst kårer vi de ultimative vindere, som fortjener en stor klapsalve.
Det er vigtigt, at tanken er fyldt med brændstof, så du tænker klart, når gåderne i spilkasserne driller. Uden mad og drikke dur helten nemlig ikke. De skræddersyede events hos Games in a Box inkluderer derfor mad og drikkevarer, som fylder energidepoterne og – ikke mindst – motivationen op.
2 valgfrie drikkevarer. Ved ankomst vælger gæsterne imellem øl, vin, sodavand, økologisk saft, danskvand, cappuccino, stempelkaffe, varm chokolade og andre lækkerier.
Et nærende måltid. Gæsterne kan vælge imellem sandwich med kylling eller hummus, dagens gryderet eller salad bowl med sprøde rødder og quinoa.
Hjemmelavede snacks udvalgt af køkkenet
Ønsker du at afholde et skræddersyet event hos Games in a Box, kan du vælge imellem et større udvalg af spilkasser end normalt. Du har frit valg på alle vores “spilhylder”. Inden I ankommer til arrangementet, gennemgår vi i fællesskab, hvilke spilkasser der skal stå klar til jer på bordene.
I en rolig forstad til den pulserende storby står der en forladt villa, som alle kender, men ingen ved noget om. Villaen tilhørte engang den excentriske opfinder Lucas Labyrint, som altid var dybt begravet i sin egen lille verden af mysterier. Han fyldte sit hjem med underlige eksperimenter og havde derfor aldrig tid til at forlade husets fire vægge. Efter Lucas Labyrint forsvandt under mystiske omstændigheder, fandt man en farverig kasse under et støvet lagen i stuen. Ingen har formået at åbne kassen siden – og nu er det din tur til at give opgaven et skud! Når alle seks sider er løst, vil kassen åbne sig og afsløre sin inderste hemmelighed.
Hvem ved, måske han har efterladt en besked, et arvestykke eller en kugleskør opfindelse? Pøj pøj!
Foran dig står en orange holokron – et ældgammelt og magtfuldt artefakt, der gemmer på uvurderlig viden fra generationer af Jedi-mestre. Indeni dens facetterede lysstråler skjuler sig hemmeligheder, der kan afgøre galaksens skæbne. Mørke kræfter truer, og kun de, der har styrken til at forstå holokronens gådefulde budskaber, kan forhindre det endelige fald til mørket. Holokronen er beskyttet af en række snedigt designede gåder – udholdenhedsprøver fra fortiden – som du skal løse.
Lyt nøje, se dybt, og brug kraften i dig selv – kun da vil du kunne åbne holokronen og sikre galaksens fremtid.
May the force be with you!
Byens største energikilde, en avanceret fusionsreaktor, er blevet overtaget af et ondsindet, kunstigt intelligenssystem. Hvis reaktoren overbelastes, vil over halvdelen af byen blive udslettet i en enorm eksplosion. Du og andre eksperter er blevet sendt ud på en desperat mission for at stoppe reaktoren, før det er for sent.
I skal bryde igennem flere komplekse sikkerhedssystemer, undgå fælder og lukke reaktoren ned, før den når til et kritisk punkt. I har kun begrænset tid, og hvert sekund bringer jer tættere på en altoverskyggende katastrofe.
Vil I redde millioner af liv – eller se byen forsvinde i flammer?
Splitte mine bramsejl! De grådige pirater har været på et indbringende plyndringstogt. De har gravet det stjålne guld og de skinnende diamanter ned i en tung skattekiste i sandet på en eksotisk bounty-ø. Du og dine eventyrlystne matroskammerater sidder på en snusket bar, hvor I har fået nys om, at skattekisten muligvis er i nærheden. Den information lader I bestemt ikke gå ubemærket hen. Hejs sejlene, find kompasset frem og tag på et nervepirrende kapløb mod tiden – og ikke mindst – de farlige pirater. De lader jer gerne gå planken ud, hvis I bliver taget på fersk gerning. Det gælder om at have øjne i nakken!
I hovedstaden ligger et ganske almindeligt lejlighedskompleks, hvor uhyggen ulmer under gulvbrædderne. En frygtindgydende seriemorder, kendt som Galningen, hærger i området. Han har i sin blodrus besluttet sig for, at han ikke stopper, før han har myrdet én person i hver af opgangens 8 lejligheder. Han giver dog dig og dine medspillere muligheden for at redde alle beboerne og blive dagens – og ikke mindst – århundredets helte. I arbejder for den tophemmelige retsmedicinske afdeling, som er trænet i at fange dødsensfarlige drabsmænd og stoppe dem, før kaos og utryghed spreder sig. Hvert sekund er afgørende, og presset stiger, mens I kæmper mod både uret og forventningerne. Vil I være hurtige nok til at redde alle? Eller vil I få menneskeliv på samvittigheden?
Denne spilkasse adskiller sig fra resten af sortimentet, da den er forbundet til en tablet, som skal bruges under vejs i opgaveløsningen.
Kalenderen viser 1986. I er hemmelige agenter for MI6 – The Secret Intelligence Service – og I har formået at få fingrene i en hemmelig pakke fra KGB i Sovjetunionen. Pakken var på vej til DDR, men der findes ingen præcise oplysninger om den. Den lille kasse, der vejer omkring 10 kg, er lukket. Det er dog blevet bekræftet af anonyme kilder, at den indeholder topvigtige oplysninger og bærer på en hemmelig mission. For at forhindre at de klassificerede oplysninger ender i de forkerte hænder, er en timer blevet aktiveret, som vil slette oplysningerne og deaktivere missionen efter 60 minutter. I skal gøre alt, hvad der står i jeres magt, for at få fat i oplysningerne i tide. Det gælder nemlig nationens sikkerhed!
Presset er større end nogensinde før – men målet er at holde hovedet koldt! Kan I mon klare det?
Hvis du er interesseret i at afholde et skræddersyet event hos Games in a Box, skal du skrive en forespørgsel i formularen herunder. Vi vender tilbage med et uforpligtende tilbud hurtigst muligt. Vi glæder os til at høre fra dig!
